Mit navn er Miriam og jeg er et medlem af Den Tredje Hånd.
Hvad betyder Den Tredje Hånd for dig?
Da det er omkring 4 år siden jeg først henvendte mig til Den Tredje Hånd, føler jeg, at det er på tide at dele min taknemlighed. Kort tid efter jeg var blevet udskrevet fra den lukkede afdeling, gik jeg ned og sagde hej til lederen af Den Tredje Hånd Camilla. Hun vidste lige, hvad hun skulle gøre for at få mig til at føle mig tryg og velkommen.
Jeg kunne med det samme mærke at det var et sted hvor man kan komme som man var uden at være bange for fordømmelse.
Jeg synes ofte jeg kommer ned til frivillige der sludre om alt mellem himmel og jord eller som griner med mærkværdige hatte eller parykker på. Det er sted man kan blive varmet med en kop kaffe eller et kram på de mørke aftener.
Langsomt fik jeg min selvtillid bygget op gennem frivilligt arbejde og fællesskab.
For mig har foreningen været den hånd, der fik mig op at stå igen
da jeg havde glemt hvordan man fungere som menneske. Vi har alle brug for en hjælpende hånd en gang imellem.
Vores samfund udelukker og stigmatiserer ofte dem af os, der kæmper med psykisk sygdom. Derfor synes jeg, at vi skal fejre de fællesskaber, der ser potentiale og styrke i os, som Den Tredje Hånd har gjort for mig og sikkert mange andre. Jeg håber også, at jeg kan være den ‘hånd’ i fremtiden, som foreningen var for mig i min mørkeste stund.
Selvom jeg ikke kommer dagligt i butikken, føler jeg mig stadig som en del af fællesskabet, og jeg ved, at jeg altid kan få vejledning eller støtte der.
Efter en lang kamp er mit liv begyndt at give mening igen og jeg har fået troen på fremtiden tilbage. Jeg har fundet det studie, jeg gerne vil gå på. Jeg har haft fuldtidsarbejde i en længere periode, og med hjælp fra Den Tredje Hånd, er jeg i gang med at forfølge en drøm, jeg ikke har turde at tro på før nu – nemlig at lære at sejle og krydse Atlanterhavet.
Jeg har drømt om at sejle på verdenshavene siden jeg var en lille pige. Efter en lang kamp med angst og depression virkede denne drøm ganske uopnåelig, men som nu blot er måneder væk.
Den 12. december låner jeg Den Tredje Hånds lokaler, hvor jeg holder et lille oplæg om drømmenes helende kraft og min plan for at krydse Atlanterhavet.
Jeg vil gerne dele mit eventyr med dig, medlemmer af Den Tredje hånd, venner, bekendte, familiemedlemmer og andre eventyrlystne sjæle.
Kom ombord hos Den Tredje Hånd, Godthåbsvej 26B. I pop Up cafeen kan man købe drinks, et stykke af min mors fantastiske kager, mens man hører om længslen efter havet og drømmenes helende kræfter.
14:00-18 Åbent hus
15:30-16 Havfruens fortælling
Mange hilsner,
Havfruen Miriam